Malerfagets behandlingsanvisninger
Leksikon
Danske Malermestre
 

Gamle Malingsopskrifter

  
Limfarver

Farvestoffer:
Alle pigmenter kan anvendes, dog kan Terra di Sienna være vanskelig at blande med visse lime og oxydsort være svær at arbejde med. Hvid limfarve fremstilles med slemmet kridt som farvestof. 

Anvendelse:
De fleste limfarver kan kun anvendes indendørs, hvor de generelt vil stå meget helmatte, farvemættede og smukke. De er til gengæld meget sarte overfor slid, fedtpletter og stænk af vand, som kun kan fjernes ved genopmaling. Limfarvernes mest attraktive egenskab er den smukke lysrefleksion, som skyldes, at pigmenterne ligger utildækkede, helt fremme i overfladen af malingslaget. 

Især kraftige farver, røde, grønne eller blå uden hvidt i, vil komme til at stå med en fløjlsagtig lysrefleksion. Farverne får ofte et smukkere udseende ved at blande en smule sort pigment i. Man "snavser farven lidt til", som det udtrykkes.

Såfremt limfarven ønskes i en særlig nuance, blandet af flere grund - pigmenter, kan disse enten blandes i én og samme pigmentpasta eller hver for sig i vand, og hældes sammen. Vurderinger af farvenuancer i limfarve bør kun ske i dagslys, aldrig i kunstlys. Det samme gælder selve malingen med limfarve.

Limfarver kan ikke opbevares i længere tid i jern- eller blikemballage, da denne vil ruste. Opbevaring sker bedst i plastspande med tætsluttende låg.

Limfarve af kridt kan godt give sig til at rådne i spanden, hvis det står ubrugt i længere tid. Det samme kan ske, hvis en limfarvet væg opfugtes langvarigt.

Genmaling af limfarve:
Når limfarvelaget er blevet gammelt og slidt, kan man enten vaske den gamle farve ned med rent vand, hvorefter væggen, efter behørig tørring, nymales med limfarve. Metoden er, at man opbløder det gamle farvelag med vand og en bred pensel (anstryger), hvorefter det gamle malingslag "trækkes" af med en svamp, der hyppigt skylles i rent vand. Man undgår herved, at vandet løber ned ad væg og gulv.

Genmaling:
Det sidste kan også anvendes ved "pletreparationer". Hvis man har opbevaret rester af den oprindelige limfarve i en spand, i form af indtørrede klumper, kan disse rives på et rivejern, blandes op i passende mængde vand og derefter - fungere som ny limfarve, uden yderligere iblanding af limstof.

Limfarve af animalsk lim/dyrelim (benlim eller hudlim)

Hudlim fremstilles af ugarvede huder, ofte hudaffald fra garverierne, hvor man ved bl.a. kogning, udvinder limstoffet glutin. Limen kaldes også for læderlim og sælges som pulverlim eller pladelim. Hudlim udvundet af kaninskind har særlig limkraft og er derfor særlig anvendelig til limfarve. Denne lim kaldes "harelim", formodentlig efter det tyske "haar" for hår.

Benlim udvindes ved kogning af affedtede dyreknogler -brusk og -horn. Limen kaldes også snedkerlim og sælges som knust lim eller perlelim. Benlimen går for at være knap så limstærk som hudlim, hvorfor den sidste ofte foretrækkes til limfarver.

Man starter fremstillingen af limfarve med at udbløde farvestoffet i form af pulverfarve (tørfarve) i vand. Som tommelfingerregel for den mængde farvestof, man skal bruge, kan man tit regne med 1 kg farvestof til 1 liter færdig limfarve. Da de enkelte pigmenter/farvestoffer suger højst forskellige mængder limstof, kan dette dog kun tages for en grov tommelfingerregel. Herom senere. I første omgang udbløder man farvestoffet i den halve mængde vand, altså 1 kg farvestof til 0,5 liter vand. Udblødningen skal vare noget tid, f.eks. natten over, således at alle pigmentkornene er godt vandmættede. Rør herefter denne såkaldte "pigmentpasta" godt igennem.

Man fremstiller nu en limmængde, svarende til lidt over den anden halvdel af den færdige mængde limfarve, man skal bruge. Hudlimen hældes i koldt vand, så den cirka fylder det halve af vandmængden. I løbet af nogle timer vil limen "kvælde" (udvide sig) ved at optage vand. Man opvarmer nu denne blanding af vand og lim i et vandbad, således at blandingen ikke koger.

Man hælder nu ca. 5/6 af pigmentpastaen i en malerbøtte. Herefter hælder man 5/6 af den endnu varme lim op i samme bøtte og rører godt rundt. Der kan tilføres mere vand efter behov. Konsistensen skal være som ymer. Man foretager nu et prøveopstrøg af denne foreløbige limfarveblanding, helst på en overflade svarende til den, man skal male på. Når prøveopstrøget er tørt, evt. fremskyndet med en varmeblæser eller lign., kan man undersøge om limfarven er for limsvag eller for limstærk. Smitter farven af ved berøring, er den for limsvag og skal tilføres mere limstof. Er farven for "blank", uden limfarvens karakteristiske lysrefleksion, skal der tilføres mere pigmentpasta. Man gentager proceduren med prøveopstrøgene, indtil limfarven er tilfredsstillende.

Limfarven kan påføres enhver sugende bund: Grundpapir, finpuds, høvlet eller ru træ. En forbehandling med en tynd sæbeopløsning (1/2 kg brun sæbe i 3-4 liter vand) vil erfaringsmæssigt gøre påføringen lettere, idet den helt optørrede sæbe mætter bunden og forsinker limfarvens indtrængen, hvorved der lettere kan arbejdes vådt i vådt.

1 - 2 lag sæbeopløsning kan også anvendes ved nymaling og farveskift, hvor den optørrede sæbe virker som "spærrer" mod det gamle malingslag.

Herefter påføres limfarven med en såkaldt "limfarve-anstryger" - dvs. en relativ bred pensel med hårbørster ordnet i bundter. Malingen foretages "vådt i vådt" med let hånd. Farven vil ofte kræve to strygninger, hvor malingen skal være tørret helt op mellem strygningerne.

Egenskaber: Helmat med smuk lysrefleksion. Limfarve smitter ikke af, men er hverken slidstærk eller vaskbar. Fedtpletter kan ikke fjernes.

Tørretid: 2 timer.

Anvendelse: Kun indvendigt og kun på sugende bund: Grundpapir, finpuds (tør), høvlet eller ru træ.

Holdbarhed: Meget forskelligt efter forholdene.

Limfarve af celluloselim

Celluloselim fremstilles ved findeling og bl.a. ludbehandling af nåletræers cellestof. Celluloselim er således en såkaldt vegetabilsk lim (plantelim) og går også under navnene "tapetklister " eller methylcellulose. Den forhandles i pulverform, og er det mest almindelige limstof til limfarver, da den er hurtig og nem at røre op i ganske almindeligt koldt vand.

Celluloselimen er mere elastisk end den animalske lim, hvorfor selv en "overlimet" farve ikke vil skalle af. Tørringen af farven sker ved, at vandet fordamper. Limstoffet er ugiftigt.

Forholdet mellem limpulver og vand fremgår altid af emballagen, men er i de fleste tilfælde 1 del lim til 25 dele vand.

Selve blandingen af limfarven sker på samme måde som beskrevet under "limfarve af animalsk lim". Farvestoffet udblødes i vand dagen før brug i en ikke for tynd konsistens. Limstoffet fremstilles efter opskriften på pakken.

Limstoffet og farvepastaen befinder sig nu i hver sin spand. I en tredje spand hælder man nu 5/6 af limstoffet sammen med 5/6 af farvepastaen og foretager et prøveopstrøg, som skal tørre helt op. Smitter limfarven af tilsættes mere lim, er farven for blank tilsættes mere farvepasta. Er selve malingen for tyk, tilsættes mere vand. Konsistensen skal være som ymer.

Egenskaber: Helmat med smuk lysrefleksion. Limfarve smitter ikke af ved berøring, men er hverken slidstærk eller vaskbar. Fedtpletter kan ikke fjernes.

Tørretid: 2 timer.

Anvendelse: Kun indvendigt og kun på sugende bund: Grundpapir, finpuds, (tør), høvlet eller ru træ.

Holdbarhed: Meget forskelligt, efter forholdene.

Mosfarve

Limstoffet i mosfarve, det såkaldte "islandske mos" har hverken noget med Island eller mos at gøre. Det består af et vandigt afkog af forskellige lavarter og alger, bl.a. carraghen - algen, som bl.a. findes ved Irland.

Mosfarve er specielt velegnet til loftmaling, idet limstoffet dels er meget svagt, hvad der både gør farven let at vaske ned igen ved nymaling, og efterlader den smukkeste helmatte og ekstremt lysreflekterende og klare overflade, dels har en god "viskositet" der gør, at den ikke "løber" ned ad penslen. Som farvestof bruges slemmet kridt.

Mosfarve fås i færdigblandede pakker, der blot tilsættes vand.

Egenskaber: Helmat med smuk lysrefleksion. Smitter af.

Tørretid: 2 timer.

Anvendelse: Kun indvendigt og kun på sugende bund: Grundpapir, finpuds, høvlet eller ru træ. Anvendes især til lofter (lofthvidt).

Ølfarve

Ølfarve fremstilles ved at blande tørpigment i øl (lagerøl: Rød Tuborg eller "Gamle Carlsberg" siges at være bedst), således at malingen er passende strygbar og dækkende.

Til mindre arbejder, f.eks. dekorationsmaling, træ- eller marmorimitation, blandes ølfarven ofte på en palet. Pigmentet anbringes som tørfarve på paletten, evt. blandet sammen af flere tørfarver. Man dypper herefter penslen i øllet, og blander farven til passende strygbarhed på paletten. Der anvendes f.eks. en kunstmalerpensel.

Ølfarven er ikke vandfast og ofte laserende. Den kan dog gøres vandfast med lakering over ølfarven.

Egenskaber: Helmat med smuk lysrefleksion. Smitter ikke af ved berøring. Dog er visse pigmenter laserende

Tørretid: 2 timer.

Anvendelse: Kun indvendigt og kun på sugende bund: Grundpapir, finpuds (tør), høvlet eller ru træ.

Limfarve af stivelse (malerlim eller sichellim)

Limstoffet "malerlim" eller "sichellim", der kan købes som færdige pulvere, er fremstillet ud fra kartoffelmel. Limpulveret blandes med vand og henstår i 5-10 min., hvorefter limfarven fremstilles som beskrevet under Limfarve af animalsk lim.

Egenskaber, tørretid og anvendelse er som limfarve af celluloselim.

Limfarve af melklister (fustagelim)

Bindemidlet fremstilles ved at udrøre en passende mængde hvedemel med koldt vand til en klumpfri dej, der under stadig omrøring langsomt tilsættes kogende vand, indtil der dannes en klumpfri, gelagtig melklister. Man kan også købe melklister færdig under navnet "fustagelim".

Dette limstof blandes med pigmentet, som skal være oprørt som en tyk pigment - pasta i vand, og der justeres med vand og klister, til limfarven er passende strygbar, dækkende og smittefri. Dette kontrolleres med eet eller flere prøveopstrøg.

Ved længere tids henstand skal limfarven tilføres et konserveringsmiddel, f.eks. Atamon.

Egenskaber, tørretid og anvendelse er som limfarve af celluloselim, dog har limfarve af melklister en større tilbøjelighed til at blive skimlet, hvis den limfarvede væg er langvarig fugtig eller kold.

Limfarve af kogt rugmel (svensk slamfarve)

Denne limfarve kaldes i sin klassiske rødbrune farve for "svensk rdfrg", idet den fortrinsvis er til udendørsbrug, og her især kendt blandt de utallige "svenskrøde" træhuse. Malingen kan dog sagtens have andre farver: Gul (gulokker), sort (kønrøg), brun (umbra), hvid, blå eller grøn.

Det ældste og mest brugte pigment er imidlertid "falurød", et biprodukt fra kobberudvindingen på Store Koppaberg ved byen Falun i Midtsverige. En opskrift på denne såkaldte "slamfarve" fra begyndelsen af 1700 -tallet lyder:

2 kg. jernvitriol opløses i 50 liter kogende vand. I denne opløsning indpiskes 2 - 2,5 kg fint malet rug- eller hvedemel. Efter et kvarters kogning og omrøring tilsættes under flittig omrøring 8 kg rdfrgspigment. Denne blanding koges yderligere et kvarter, hvorefter malingen er færdig. Der kan eventuelt yderligere tilføjes 1-1,5 liter linolie, trætjære eller fiskeolie (tran) for at forstærke malingen.

Jernvitriolen virker først og fremmest algebremsende. Da jernvitriolen ruster med tiden, mørknes farven mere og mere. Ved lyse farver samt gul, grøn og blå bruges derfor zinkvitriol (zinksulfat) i stedet for jernvitriol som algebekæmpelsesmiddel.

Egenskaber: Helmat. Vejrfast, men ikke vaskbar. Dækker normalt efter én strygning. Pigment "falurd" virker brandhæmmende.

Tørretid: 2 timer.

Anvendelse: Kun på ru, veltørret træ.

Holdbarhed: Ca. 10-15 år. Mørke farver holder bedre end lyse.

Limfarve af kasein (kaseinfarve)

100 g tørkasein udrøres i 200 ml vand. Der tilsættes nu yderligere 800 ml vand, som er varmt, men ikke kogende. Under omrøring tilsættes herefter 20-25g hjortetaksalt (ammoniumhydrogencarbonat) for hver liter kaseinopløsning. Under denne proces sker der en kraftig opbrusning, hvorfor man fra starten skal anvende en rimelig stor blandebøtte. Når limstoffet er er bruset af, tilsættes der 5ml Atamon (antiskimmelmiddel) pr. liter.

I stedet for tørkasein kan man bruge 200g kvark, som blandes i 1 liter varmt vand, hvorefter der tilsættes 20-25g hjortetaksalt for hver liter kaseinopløsning samt Atamon.

Dette limstof tilsættes nu farvestoffet (ca. 0,5 kg pigment til 1 liter limstof - afhængig af pigmentet). Man fremstiller først en lidt tykkere pigment-pasta, som røres godt igennem. Derefter tilsættes mere limstof til en passende strygbarhed og dækkeevne. Malingens smitfrihed kontrolleres og justeres gennem prøveopstrøg.

Egenskaber: Helmat. Vejrfast, men ikke vaskbar.

Tørretid: time.

Anvendelse: Indendørs på puds, grundpapir, gipsplade eller træ.

Udendørs på høvlet træ samt puds.

Kaseinfarve kan bl.a. anvendes på helt ny puds, idet farven vil hærde godt på den basiske pudsbund.

 Holdbarhed: 5-10 år.

Kalk-kaseinfarve

En variation af kasein-limfarven fremstilles ved at blande en sjat kasein - i form af tørkasein, opløst i varmt vand, eller i form af kærnemælk, skummetmælk eller kvark - i hvidtekalk eller kalkvand. Kalkfarven kan herved bære mere farvepigment, fordi kaseinen giver kalken en større limkraft. "Forstærkningen" af kasein benyttes derfor ofte ved kraftige farver (røde, blå, grønne eller sorte); men man skal være opmærksom på, at man ændrer kalkfarven til en limfarve, hvad der påvirker bindingen til bunden, overfladespændingen og hærdningsprocessen.

Oliefarver

Farvestoffer: Alle pigmenter kan bruges til oliefarver, dog ikke visse ægte jordfarver som terra di senna, jordgrøn og kridt.

Anvendelse: Oliefarver kan anvendes på høvlet og uhøvlet træ. Linoliefarve kan anvendes såvel indendørs som udendørs.

Generelt: Farverne skal påstryges så tyndt som muligt i 2-3 lag af stigende fedhed (dvs. stigende mængde olie i forhold til pigment). Tørringen kræver lys (dog helst ikke direkte sollys) og luft (vind). Der må ikke blandes terpentin i malingen.

Brænd altid linolie-klude efter brug, da de kan selv-antænde.

Linoliefarve af fernis:

1 liter kogt linolie (linoliefernis) tilsættes ca. 0,5 kg tørfarve. Den præcise mængde tørfarve afhænger af farven, produktet og olien. Man fremstiller først en tyk pasta, som røres godt sammen, hvorefter der tilsættes mere linoliefernis, til malingen er passende strygbar og dækkende. Der kan evt. tilføres max. 5 % såkaldt "tørrelse" eller "sikkativ" for at forkorte malingens tørretid. Fernissen vil ofte være tilført tørrelse.

Hvid oliemaling fremstilles af 2 hvide pigmenter: Titanhvidt og zinkhvidt i forholdet 8:2 ( 80% titanhvidt og 20% zinkhvidt), fordi titanhvidt giver en porøs og slidsvag maling, mens zinkhvidt giver en meget tæt, hård og slidstærk maling.

Egenskaber: Halvmat, ofte med synlige penselstrøg.

Farven gulner let i mørke, men bleges igen af lys.

Tørretid: 48 timer - afhængig af pigmentet.

Anvendelse: Indvendigt og udvendigt høvlet træ, f.eks. vinduer.

Holdbarhed: 10 -15 år. Bør genbehandles efter 5-10 år med påstrygning af linoliefernis eller rå linolie.

Linoliefarve af rå linolie:

Fremstilles som linoliefarve med fernis, og der anvendes rå linolie i stedet for fernis.

Egenskaber: Halvblank. Vejrfast og ikke afsmitttende.

Tørretid: 48 timer - afhængigt af pigmentet.

Anvendelse: Indvendigt og udvendigt høvlet træ, f.eks. vinduer.

Holdbarhed: Ca. 10 år. Bør genbehandles efter 5-10 år med påstrygning af linoliefernis eller rå linolie.

Trætjærefarve:

Trætjæren kan anvendes direkte uden fortynding, hvilket dog kræver enten opvarmning af denne eller varmt vejr, idet tjæren i ren form er ret tyktflydende. Trætjærens egen farve er lysebrun, men mørkner noget med tiden.

Ønsker man at bruge trætjæren som bindemiddel/limstof til en farvet overfladebehandling er det en fordel, men ikke nødvendigt at fortynde den. Man kan f.eks. fortynde 1 liter trætjære med 1 liter rå linolie. Er blandingen for tyktflydende, hvilket som nævnt afhænger af vejret og temperaturen, kan man yderligere iblande et fortyndingsmiddel, terpentin, petroleum eller sågar klar, såkaldt "træbeskyttelse". Denne blanding tilsættes en passende mængde "farve-pasta" fremstillet ud fra en smule af bindemidlet iblandet farvestoffet (pigmentet).

Egenskaber: Helmat og relativt ru og changerende overflade og udseende.

Vejrfast, ikke afsmittende. Kan lugte lidt af trætjære i starten. Blegner i sollys og mørkner i skygge. I våd tilstand, f.eks. efter regnvejr, får farven et hvidt skær (forsæbning), som dog forsvinder igen i tør tilstand.

Tørretid: Cirka 3 uger.

Anvendelse: Udvendigt på uhøvlet træ.

Holdbarhed: Ca. 10 år. Kan genbehandles efter 5-10 år med påstrygning af linoliefernis eller trætjære.

Fiskeoliefarve:

En gammel grønlandsk opskrift angiver 2 kg tran (af sæl- eller hvallever eller -spæk) tilsat 300g knust harpiks og ca. 1 kg engelskrødt.

Blandingen udføres i kogende tilstand, idet man starter med at varme lidt af trannen op til kogepunktet, hvorefter den knuste harpiks blandes i og til sidst tilføres resten af trannen. Når dette koger tilsættes pigmentet under omrøring.

Ved fremstilling over bål skal man passe på, at trannen ikke begynder at brænde. I så fald skal man hurtigt lægge et tæt låg på gryden.

Man kan også anvende torskelevertran som bindemiddel, og blande farvepigmentet heri. Fiskeoliefarve med torskelevertran lugter næsten ikke og tørrer på nogle få uger, afhængig af pigmentet.

Egenskaber: Helmat og relativ ru og varieret overflade og udseende. Vejrfast, ikke afsmittende. Lugter lidt af fiskeolie i starten.

Tørretid: Cirka 2 uger.

Anvendelse: Udvendigt på høvlet træ.

Holdbarhed: ca. 10 år. Bør genbehandles efter 5 - 10 år med påstrygning af linoliefernis.

Tempera-farver

Ved temperafarver (efter Latin: tempera = at blande i rette forhold) blander man oliefarvernes olie med limfarvernes lim, hvorved olien emulgeres fra oliefase over i vandfase.

Farvestoffer: Alle pigmenter kan anvendes til temperafarver, dog ikke visse ægte jordfarver som terra di siena, grønjord og kridt.

Anvendelse: Alle temperafarverne er vandfaste og kan anvendes udendørs såvel som indendørs.

Limtempera af celluloselim

1 del rå linolie (evt. fernis) tilsættes 1 del celluloselim (konsistens som ymer) og røres godt sammen. Der tilsættes 5 ml Atamon pr. liter som antiskimmelmidddel.

Af dette limstof fremstiller man en farvepigmentpasta ud fra f.eks. 1 kg farvestof, hvortil der tilsættes yderligere limstof, til malingen er strygbar og dækkende. Malingens smitfrihed kontrolleres og justeres gennem prøveopstrøg.

Egenskaber: Halvmat. Vejrfast og ikke afsmittende.

Tørretid: 2 timer.

Anvendelse: Indendørs på puds, og grundpapir, gipsplade eller træ.

Udendørs på høvlet træ og uhøvlet træ.

Holdbarhed: 5-10 år.

Klistertempera af melklister (fustagelim)

1 del linolie røres op med 1 del fustagelim (melklister). Fustagelimen kan enten købes færdig eller fremstilles af vand og hvedemel rørt godt sammen til et geleagtig limstof. Der tilsættes yderligere 5 ml Atamon pr. liter som antiskimmelmiddel.

Farvestoffet (ca. kg til 1 liter maling - afhængig af pigment) røres grundigt op som en tyk pasta i en smule vand. Herefter tilsættes bindemidlet gradvist, til malingen er passende strygbar og smitfri. Dette kontrolleres ved prøveopstrøg.

Egenskaber: Helmat. Vejrfast og let afsmittende.

Tørretid: 1 time.

Anvendelse: Indendørs på puds, grundpapir, gipsplade eller træ.

Udendørs på høvlet træ.

Holdbarhed: Ca. 5-10 år.

Klister-tempera af kogt rugmel.

Klistertempera fremstilles ved at blande - 1 liter linolie eller trætjære i opskriften for klisterfarven (Svensk slamfrg) samtidig med iblandingen af farvepulveret. Herved gøres malingen helt smitfri. Ved længere kogetider, f.eks. en time, forbedres vedhæftningen, så malingen kan sidde på høvlet træ.

Egenskaber: Helmat. Vejrfast men ikke vaskbar.

Tørretid: 2-3 timer.

Anvendelse: Kun udvendigt på ru eller høvlet træ.

Holdbarhed: Ca. 10-15 år

Kasein-tempera

1 del linolie røres op med 2 dele kærnemælk og der tilføjes 20-25g hjortetaksalt pr. liter maling. Med dette limstof fremstilles en farvepigmentpasta, der tilsættes yderligere limstof og røres godt rundt til malingen er god og dækkende. Man kan tilsætte 100g jernvitriol pr. liter for at hindre algevækst på træet. NB.: kun ved mørke farver, da jernvitriolen "ruster". Ved lyse farver bruges zinkvitriol eller Atamon.

Man kan også fremstille kaseimtempra ved at blande linolie i kaseinfarven. 1 del linolie til 2 dele kaseinfarve/kaseinopløsning.

Egenskaber: Halvmat. Vejrfast og ikke afsmittende.

Tørretid: 1 time.

Anvendelse: Indendørs på puds, grundpapir, gipsplade eller træ.

Udendørs på fortrinsvis uhøvlet træ eller puds.

Holdbarhed: 10-15 år.

Sæbetempera

1 del brun sæbe røres godt sammen med 2 dele linolie og tilføres en lille smule hjortetaksalt (20-25g pr. liter). Af lidt af dette limstof/bindemiddel fremstilles en pigmentpasta med hovedparten af pigmentet. Når denne pasta er rørt godt sammen, spædes den op med mere limstof (olie/sæbe-emulsion) til en strygbar konsistens. Malingens smitfrihed kontrolleres og justeres gennem prøveopstrøg.

Egenskaber: Halvblank og lidt glinsende.

Tørretid: 6 timer.

Anvendelse: Kun udendørs på ru træ eller puds.

Holdbarhed: ca. 5 år. På puds har man dog erfaringer med en holdbarhed på over 20 år.

Sæbe-tempera kaldes også for "fattigmandsmaling", idet den kan udføres med kridt og pigment, hvorved literprisen formindskes. Med andre farvestoffer er malingen imidlertid ikke særlig køn.

Æggeolie-tempera

1 del æg (både blomme og hvide), 1 del linolie (linoliefernis) og en del vand. Først piskes æggene godt sammen med en lige mængde linolie. Herefter tilsættes vandet i små portioner under omrøring, således at vandet og linolie finfordeles - dvs. emulgerer med ægget som emulgator.

Pigmenterne røres grundigt op som en tyk pasta i en smule af bindemidlet, hvorefter resten af bindemidlet tilsættes.

Egenskaber: Halvblank. Vejrfast og ikke afsmittende.

Tørretid: 1 time - afhængig af pigmentet.

Anvendelse: Høvlet og uhøvlet træ, ude og inde.

Holdbarhed: 20-25 år.

Æggeolietempera anvendes traditionelt kun til mindre, fortrinsvis dekorationsprægede arbejder - aldrig til større flader.

Vokskasein-tempera

3 dele varm kasein blandes med 1 del smeltet bivoks. Bivoksen smelter ved 64 grader C og blandes i den varme lim under omrøring. Pigmentet røres herefter i på sædvanlig vis dvs. først sammenrøres en tyk pigmentpasta og en smule af bindemidlet, derefter iblandes mere bindemiddel, til malingen er passende strygbar, dækkende og ikke afsmittende.

Voksmængden kan øges, hvorved farven bliver blankere, eller mindskes - med den modsatte effekt.

Egenskaber: Halvblank. Vejrfast og ikke afsmittende.

Tørretid: 10-15 min. afhængig af pigmentet.

Anvendelse: Høvlet og uhøvlet træ, fortrinsvis indendørs.

Murværk og puds, ude og inde.

Holdbarhed: ca. 10 år.

Farver med voks kan ikke genbehandles med andet end voksfarver.

Okseblod

Friskt okseblod eller andet blod kan anvendes upigmenteret, hvilket giver en laserende mørk, rødbrun farve. Man starter med at piske det friske blod godt, hvorefter de koagulerede klumper sies fra. Man kan også pigmentere farven med fortrinsvise mørke pigmenter, da blodet slår igennem som skjolder i lyse farver. I så fald skal blodet fortyndes med ca. 1:1 med vand eller kalkvand, eller man kan emulgere med lidt linolie i.

Egenskaber: Blank. Vejrfast og ikke afsmittende.

Tørretid: 2 timer.

Anvendelse: Høvlet og uhøvlet træ, ude og inde.

Holdbarhed. 300 år?

En egetræsdør på "Priors Hus" i Ærøskøbing er efter traditionen malet med okseblod én enkelt gang. Det skete i 1690. Genbehandling har ikke siden været nødvendig.

Generelt for Limfarver, oliefarver og temperafarver.

 Krav til bunden.

Bortset fra linoliefarve, kræver de her nævnte malingstyper en sugende bund. Dvs. at evt. blanke og tætte malingslag først skal fjernes ved skrabning, slibning eller varme.

Imprægnering af træ

Før malebehandling bør alt træ imprægneres godt med rå linolie. Man kan stryge olien på med en pensel, dyppe eller lægge træet i linoliebad. Linolie mindsker optagelse af vand og dermed også mulighederne for angreb af råd og svamp. Man kan evt. ydermere tilføre træet et antiskimmelmiddel, f.eks. zinksulfat blandet i linolie eller atamon.

Råd ved malingsfremstilling

Man skal her være opmærksom på, at de enkelte farvestoffer optager meget forskellige mængder lim. Man skal derfor altid vurdere malingen efter et prøveopstrøg

Det er altid en god ide at lade malingen stå til næste dag, så farve og limstof bedre kan blande sig. Er der klumper i malingen, skal man hælde den igennem en si. Endelig skal man huske at røre i malingen med jævne mellemrum under malearbejdet.

Påførsel og rækkeevne

Det er vigtigt at påføre malingen så tyndt som muligt. For tykkelsen hæmmer tørringen og kan fremme afskalning.

Rækkeevnen for de fleste af malingerne er 10-15 m2 pr. liter maling på almindelig sugende bund. På stærkt sugende bund, f.eks. udtørret træ, er rækkeevnen mindre.

Pigmenter (farvestoffer)

Pigmenter kan indgå som en aktiv kemisk komponent i malingen, eller de kan være inaktive. Alle former for blyhvidt, zinkhvidt, og blymønje er aktive, idet de reagerer kemisk med de organiske syrer, som findes i linolie, standolie og harpiks, og derved dannes metalsæbe, som ikke er opløselig i vand og derfor vejrbestandig. De ikke aktive pigmenter er for eksempel, titanoxid, umbra og jernoxider som okker og brændt okker. Okker har en gunstig indflydelse på oliemalingens holdbarhed, idet den kan opsuge mere olie end andre pigmenter, og derved fås en federe maling. Ved at sammensætte maling af aktive og ikke- aktive pigmenter, kan man opnå en mere holdbar maling end ved at anvende eet pigment alene.

Kilde: Københavns farver af Bente Lange.

Til alle de traditionelle malingstyper anvendes fintrevne og lysægte tørfarver, som kan købes i velassorterede farvehandlere.

Hvide pigmenter: Kridt (ikke i oliefarve), zinkhvidt, titanhvid.

Gule pigmenter: Guldokker, jernoxid (Kunstig Okker- giftig), cadiumgul.

Røde pigmenter: Rørokker (brændt okker), Engelskrød ( = italienskrød = jernoxidrød), Falu-rd, Cinnober(+)

Blå pigmenter: Ultramarinblå, Cobaltblå/Coboltblå, Pariserblå (ikke i æggeolie-tempera).

Grønne pigmenter: Grønjord (bøhmisk grønjord)(kun i limfarve), Kromoxidgrøn.

Brune pigmenter: Rå umbra og brændt umbra, Rå terra di Siena, Kasslerbrun, Dodenkopf (brunlilla) (= Caput mortuum = dødningehoved):

Sorte pigmenter: Kønrøg (= trækul), bensort, jernoxidsort (kunstig bensort) (ikke i limfarve).

 Kilde: Københavns Malerlaug

Kalk

Den brændte kalk fremstilles i kalkbrænderierne, ved ophedning af den naturligt forekommende kalksten i særlig indrettede ovne.

Ved denne ophedning forsvinder kulsyren, og den brændte kalk kan da opløses eller "læskes" i vand.

Man får derved en fed, hvid dej, hvis anvendelse som bindemiddel beror på, at den i vand opløselige kalk under påvirkning af luften optager kulsyre fra denne og omdannes til det i vand uopløselige kulsure kalk.

Maleren må derfor drage omsorg for, at han ikke kalker facader og lignende i solskin, da den optyndende kalk så ikke får tid til at optage tilstrækkelige mængder kulsyre fra luften, men tørrer for hurtigt og kommer derved til at smitte af.

 Der må aldrig kalkes med for svær kalk.

To gange strygning med en ret tynd kalkfarve giver smukkere resultat end én gang kalkning med for svær kalkfarve.

 Fordele:

  • Utrolig stoflighed (dybde i det færdige resultat i forhold til plastmaling, som virker død - ingen dybde).
  • Ældes med ynde.
  • Det mest diffusionsåbne materiale.
  • Billigt at genbehandle.

Ulemper:

  • Store krav til bunden.

Alterativ:

  • Silikatmaling, har noget af den stoflighed som kalk, er diffusionsåben
  • Skal dog først genbehandles om 5-15 år, hvor kalken må forventes genbehandlet indenfor 4 år.

 Vigtige regler for kalkning:

  • Forvanding af facade.
  • Tynde lag.
  • Påføres helst i gråvejr.
  • Holdes fugtig, da kalken afbrænder ved luftens kulsyre.

 
Hvis disse råd ikke følges, får man en afsmittende overflade, hvor lagende skaller fra hinanden.

Malkode: 00-4

Byggeteknisk: Meget afhængig af rigtig påføring.

Miljømæssigt: Ætsende, ubehagelig at indånde.

Æstetik: Megen stoflig overflade.

Økonomisk: Hyppig genbehandling.

Vedligeholdelse : Enkel, hvis bunden er i orden.

Kilde: Københavns Malerlaug.

 
Kalkmørtel
 

Fremstilling af mørtel har altid været et håndværk fra de ældste tider og helt op til vort århundrede. Man havde opbygget et solidt kendskab til fremstillingen og til udførelsen af alle arbejder inden for det murede byggeri, som blev af en sådan standard, fordi denne fremragende mørtel både kunne arbejde sammen med omgivende sten og teglmaterialer og havde sine egne porøse selvopbyggende krystalinske egenskaber.

Kalkbrænding

Til brænding af kalk har man benyttet mange forskellige ovnkonstruktioner, lige fra miler til skaktovne, alt efter produktionsstørrelse. Kalken stabledes i lag af kalkstykker og fyringsmiddel, som kunne være alt lige fra træ, trækul til kul. Det var vigtigt, at der var fri luft gennemgang i hele ovnen, således at den nødvendige varmeudvikling kunne opnås. Varmegrad og brændetid bestemte i høj grad den brændte kalks kvalitet.

Læskning 

Læskning af kalk dvs. tilsætning af vand til den brændte kalk, foregik på mange forskellige måder.

Mørtellæskning: Hvor den brændte kalk blev blandet med grus og derefter tilsættes vand.

Vådlæskning: Hvor den brændte kalk efter opblanding med rigelig vand læskedes og løb til langtidslagring i kalkkule. Her efterlæskedes kalken og blev mere findelt - i partikelstørrelse helt ned til 10 my - og urenheder sank til bunds.

Tilsætning: Til særlige kalkkvaliteter tilsattes organisk materiale lige fra æg til sild og døde smågrise.

Kilde: Skandinavisk Jura-kalk Aps.

Kalkningsforskrift - Kalkning af murværk.

Kalkmaterialer:

Kalkning udføres med en vellageret vådlæsket kulekalk i stærkt fortyndet opløsning, 1 kg dejkalk : 5 liter vand.

Der anvendes rent postevand eller endnu bedre kalkvand især på udsatte steder.

Hovedreglen er, at kulekalken skal omrøres tyndt ud med vand, eller endnu bedre kalkvand med 5 dele vand som cirkatal. Jo tyndere opstrøg jo bedre afbinding - selv om dette medfører en ekstra gang strygning.

Kalkvand: Kalkvand tilberedes efter følgende:

10 kg kulekalk slåes ud i en murerbalje og tilsættes 50-60 liter vand, som piskes sammen til en ensartet konsistens, hvor alle klumper er udrørt.

Efter 1 døgn er kalken bundfældet, og vandet over kalken er kalkvand (den hinde, der dannes over kalkvandet skummes af inden brug).

Efter aftagning af kalkvandet gentages processen ved ny tilsætning af 50-60 liter vand, hvorefter der røres med den bundfældede tilbageblevne kalk. Processen gentages 5-6 gange.

 

Anvendelse af kalkvand:

Kalkvand har flere anvendelser:

  1. Udrøring med kulekalk til hvidtekalk = kalkmælk.
  2. Udblødning af farvepulver inden tilsætning til hvidtekalk.
  3. Fixering af kalkmørtelpuds.
  4. Fixering af kalkning og farvet puds.

Forbehandling:

Væggene afbørstes grundigt for løstsiddende materiale, sandkorn osv.

Forvanding:

Forvanding af bunden foretages med slange med strålespids, indstillet til spredning. Der vandes et passende murstykke, indtil væggen spejler (må ikke sejle) og derefter bliver mat.

Forvandingen sikrer, at der kan kalkes vådt i vådt, hvorved kalken løber bedre sammen uden stød og striber.

Nye og reparerede murdele grundes med kalkvand.

Kalkning:

  1. gang kalkning foretages med veloprørt tyndkalk ca. 1:5.
  2. strygning må ikke foretages før 1. gang kalk har sat sig, tidligst 2. dag.
  3. kalkning foretages med veloprørt kalkmælk ca. 1:5.
  4. gang kalkning eller flere, alt efter hvor mange gange det er nødvendigt.

Når fuld dækning er opnået, afsluttes til sidst med 1 strygning med kalkvand.

Denne sidste strygning kan evt. undlades, såfremt kalkmælken er tilberedt af kalkvand.

På særlige udsatte bygninger kan der opnås større styrke af kalkoverfladen, såfremt hvidtekalken tilsættes Dolomit-Myanit L 0-0,4 mm fineste sortering.

Behandling af vanskelig bund:

I forbindelse med nykalkning af f.eks. kirketårne og mure har der ofte vist sig murpartier, hvorpå kalken ikke vil binde, og derfor hurtigt afslides af vind- og vejrpåvirkning. Da disse partier som regel er kendt på forhånd, kan man forbehandle de pågældende områder efter følgende:

1 del kulekalk tilsat 20% volumen Dolomitgrus (B 0,2-0,6 mm.) dvs. 1:1/5 som udrørers med 5 dele kalkvand til en sandkalk, der påføres murpartierne inden kalkning.

Tidspunkt for udførelsen:

Bedste tidspunkt for kalkningen er fugtige forårs- eller efterårsmåneder, hvor den relative luftfugtighed ligger på 65-

75%. Der må dog aldrig kalkes i stærk solskin eller frostvejr.

Holdbarhed:

Med nævnte fremgangsmåde har forsøg vist, at kalkningen vil kunne holde 5-10 år, alt afhængig af bygningens beliggenhed.

Omrøring af farvet kalkning

Farvepulvere til kalkning skal være kalkægte og lysægte. De udblødes i god tid, dvs. mindst 1 døgn inden brugen i kalkvand f.eks. 1 del farvepulver til 1 del kalkvand, hvorefter farven bundfælder sig til en farvepasta.

Udrørt hvidtekalk = kalkmælk kan efter erfaringen bære op imod 10 vol. % farvepulver uden væsentlig afsmitning. Flere farvekorn er der ikke plads til imellem kalkkrystallerne. Derfor er kalkfarvning altid lys. Hvis man vil have mørkere farver, må man kalke med samme farve flere gange eller have kalkfarven udrørt i pudsmørtlen og derefter kalke over på den flere gange.

Prøvestrygning til kalkfarvning kan forinden udføres ved f.eks. at tage:

100 cl. strygeklar kalk : 10cl. farvepasta (10%)

100 cl. strygeklar kalk : 6 cl. farvepasta (6%)

100 cl. strygeklar kalk : 3 cl. farvepasta ( 3%)

Når tonen er fundet tilsættes det rumfang farvepasta, der passer til rumfanget af den udrørte hvidtekalk.

Når prøverne er optørret efter et par dages forløb, kan man se hvilken dosering, der skal anvendes til det endelige arbejde.

Anvisning på kalkning med jernvitriol

Blanding: 1a. 1 del grønne jernvitriolkrystaller udrøres med

5 dele varmt vand (40-60 grader). Opløsningen er

orangegul.

1b. En del kulekalkdej udrøres med 5 dele vand. Blandingen

er hvid kalkmælk.

2. 1 del orangegul jernvitriolopløsning blandes med 1 del hvid kalkmælk, f.eks. 10 opløsning til 10 liter kalkmælk.

Blandingen bliver øjeblikkelig grød og tyktflydende. For atter at gøre den strygbar tilsættes den foreslåede blanding 10 liter vand - afhængig af murværkets fugtighedsforhold.

Her kan blandingen med fordel deles ud i 2 spande, én med en mindre vandtilsætning til arbejder foroven, hvor murværket er tørt.

3. Før kalkning skal væggene forbehandles som omtalt under farvet kalkning,1, og de bør stå strøget med én gang hvidtekalk. Grundig forvanding er særdeles nødvendig ved kalkning med jernvitriol, hvor man må arbejde vådt i vådt for at undgå stød og striber.

Den hvidkalkede bund skal yderligere forvandes for at opnå en så jævn og ensartet bund for strygning som muligt.

Strygning:

  1. Strygning foretages bedst med hårkoste, store koste til store flader, mindre til false og små partier.
  2. Strygningen udføres som en kombination af lodrette, vandrette og rundstrygende bevægelser og mellem hver fyldning af kosten må sluttes efter jævne linier - og det nye på ny stryges sammen med det gamle, medens det endnu er vådt og grønt.
  3. Ved bindingsværk er det nemt at nå at gulkalke hver tavle for sig "vådt i vådt".
  4. Ved enetages grundmurede huse må opholdene lægges ved dør - og vinduesfalse.
  5. Ved toetagers huse bør der kalkes af to personer, én foroven og én forneden, og de bør følges ad i opholdene.
  6. Som ved alle kalkarbejder får man også ved gulkalkning med jernvitriol de bedste resultater, når den foretages indenfor lange gråvejrsperioder i tidligt forår og sent efterår - ikke i sol og ikke i frost.
  7. Den færdige blanding af kalk og jernvitriol kan udmærket lagres i længere tid, når den blot er omhyggeligt tildækket f.eks. i en plasticspand med tætsluttende låg.

Kilde: Byhuset.

Skandinavisk Jura-kalk.